Natur - miljø og udeliv banner-foto

Natur - miljø og udeliv banner-foto

Tuesday, June 3, 2025

Planter i pædagogisk praksis (4)

 Planter i Pædagogisk Praksis 4

Net-merit opgave uge 24, 25 og 26 + 33 (Individuel opgave)

I skal fortsætte med at afdække og opbygge jeres egen viden om forskellige planter i pædagogisk praksis samt erfaringer med - hvad kan vi mere med planter? Her kommer fire bud som alle også har perspektiver ift. udvikling af en forståelse for bæredygtighed:

  1. Indsamle og tilberede en ret med vilde, spiselige planter
  2. Igangsætte et Re-grow (gendyrknings) projekt 
  3. Kompost
  4. Vild med vilje 
Kort om bæredygtighed i pædagogisk praksis

"En bæredygtig udvikling er en udvikling, som opfylder nuværende genrationers behov uden at bringe fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov i fare." (Vores Fælles Fremtid. Brundtland rapporten 1987). Tager vi afsæt i denne definition af begrebet, må vi overveje hvordan vi kan arbejde med udvikling af bæredygtige handlinger og tankegange i den pædagogiske uden at medvirke til at skabe eks. klimaangst og/eller handlingslammelse. Spørgsmålet kunne være: Hvordan kan vi gennem overskuelige tiltag tæt på vores hverdagspraksis bidrage til udvikling af bæredygtige handliner / handlekompetence?


Kilde: Grønne spirer Bæredygtighed i børnehøjde
LINK til hæftet


På ovenstående figur kan du se en mulig progression fra det konkrete til det mere abstrakte  (oplevelser-færdigheder-kundskaber-holdninger) i det pædagogiske arbejde med udvikling af forståelse for bæredygtighed. Læs evt. mere: Madsen, K.D. & Jordt, Jørgensen, N. (2020). Pædagogik for bæredygtighed for institutioner – åbninger og dilemmaer . I: Lysgaard, J.A. & Jordt Jørgensen, N. (red.) Bæredygtighedens pædagogik. (Du finder teksten under ressourcer på ItsLearning).

1. Indsamle og tilberede en ret med vilde, spiselige planter

Mulighed for at få øget indblik planters biodiversitet i dit nærmiljø. Hvordan kan vi indsamle (sanke) planter (med henblik på at spise dem) på en bæredygtig måde? Overvej hvor og hvor meget du høster.
Du kan med fordel downloade App'en VILD MAD for at få et overblik over hvilke vilde planter, du kan indsamle (sanke) lige nu på denne årstid og i hvilken naturtype du skal lede. Måske finder du nogle på 'Mit natursted'? I App'en finder du også opskrifter.


Skvalderkåls deller

Se forløb med skvalderkål på underviserbloggen HER & HER
Se forløb om hyld på underviserbloggen HER
Se forløb om hyben (kandiserede rosenblomster) på underviserbloggen HER
Se forløb om skovsyre på underviserbloggen HER
Se forløb om katost på underviserbloggen HER

2. Igangsætte et Re-grow (gendyrknings) projekt 

Hvordan kan vi minimere madspil og ovenikøbet høste ny mad af 'affald'?
Mange kasserer den nederste stump af kålen (spidskål eller broccoli), salaten eller porren, når de laver mad. Her har planter stået i vand en uges tid og udviklet nye / flere rødder.

Spidskål, hjertesalat og porrer

Når rødderne er udviklede kan planterne plantes i jord ( i urtepotter inde eller drivhus / højbed). Her er planterne gravet fri af jorden, så du kan se væksten. Her er det porrer, gulerod og broccoli. Guleroden udvikler ikke en nye rod (gulerod), men du kan spisetoppen eller vente på at den sætter blomster og høste dine egne gulerodsfrø.


Porrer, gulerod og broccoli

Dette forårsløg har jeg (Ida) spist mange gange - det skyder igen - nu er det begyndt at blomstre og jeg vil prøve at høste frø.
 
forårsløg                       bladselleri

Bladsellerien er fra foråret 2024 - jeg (Ida) har høste af den hele sommeren - den har overvintret i drivhus og jeg flytter den på friland igen om lidt. Den har netop sat blomster, så jeg tænker jeg kan høste frø. Det er fascinerende at være selvforsynende med bladselleri fra en stump af planten, så jeg før ville have smidt i kompostspanden.

Persille Ingerslev har en fin hjemmeside, hvor du finder en oversigt over hvilke planter der er velegnede til at gendyrke og fif til hvordan: Persilles hjemmedyrk

3. Kompost

Oplev nedbrydningsprocessen fra planteaffald / ukrudt til muldjord (til kommende spireprojekter)
På campus har et hold studerende lavet denne kompostkasse, hvor det er muligt at følge med i nedbrydningsprocessen gennem plexiglas ruden.


Denne kompost er åben og derfor bedst velegnet til haveaffald. Hvis du ønsker at kompostere grønt fra køkkenet, skal du vælge en lukket kompostbeholder.

 
   
Mini kompost i et syltetøjsglas                 + stofpose


I glasset er det jord med kompostorm (røde brandorm). Stofposen bruges til sætte glasset i, så ormene lever i mørke og laver gange tæt på glasset. På posen er der syet nogle af de ting som afprøves nedbrydningstider på - en gulerod, nogle blade samt en plastnisse (derfor nissehuen). Glasset tømmes ud en gang om ugen for at se hvordan nedbrydningen går. 



4. Vild med vilje

Hvordan kan du være med til at øge biodiversiteten i dit lokalmiljø - planter -> hvirvelløsedyr (insekter) -> rovdyr (fugle m.fl.)
Når et område omlægges til 'vild med vilje' er der fokus på hvilke plantearter der er naturligt hjemmehørende i området. Se et hæfte med beskrivelse af hjemmehørende arter HER De hjemmehørende plantearter tiltrækker flere insekter både som værtsplante for larver og som fødekilde for voksne insekter.


Frøbomber

Lav frøbomber med hjemmehørende blomsterfrø:

Bland jord (du kan indsamle jord fra muldvarpeskud), ler og vand, så det kan formes til en sammenhængende klump lerjord. Del lerjorden i klumper og rul dem til kugler. Lav et hul i midten af kuglen med en finger, og hæld frø ned i hullet. Luk hullet, og læg frøbomberne til tørre i en æggebakke. Efter et par dage er frøbomberne klar til at blive smidt. Hvis det ikke regner, er det en god idé at du vander bomberne nogle gange, når du har smidt dem.

Til dine planter i vindueskarmen (denne del kan du opdatere din plantelog med - husk ny dato)

Her kommer her lidt praktiske fif omkring den videre pasning at de planter du allerede har sået:
  1.  om prikling - læs mere HER
  2. opbinding - især planter som ærter og bønner har gavn af noget at vokse op ad.
  3. afhærdning til friland - hvis du har planer om at plante dine planter ud på friland, er det en god ide at starte med at flytte dem ud nogle timer ad gangen (gerne i let skygge) over en periode på 7-10 dagen, inden du planter dine panter ud på deres blivende voksested.

Ærteplanterne skal plantes ud i mere jord
samt have noget at vokse op ad



På studiegruppens blog

På bloggen skal du lægge i et nyt indlæg (individuelt, alle i studiegruppen)
  1. Fotos af dit videre arbejde med planter i pædagogisk praksis samt en forklarende tekst - hvad har du afprøvet?
  2. Giv dit indlæg en titel: Planter i pædagogisk praksis 4 + dit navn
  3. Lav også gerne en etiket: Planter i pædagogisk praksis 4 + dit navn

God fornøjelse!
Christoffer & Ida


Natur og udeliv, Pædagoguddannelsen UCSYD, Aabenraa

No comments:

Post a Comment