Natur - miljø og udeliv banner-foto

Natur - miljø og udeliv banner-foto

Tuesday, September 17, 2019

Svampetur midt i september

Septemberskoven er endnu grøn, men svampene er allerede begyndt at blive synlige rundt omkring i skovbunden og på stubbe og døde træstammer.



Vi så mange forskellige poresvampe, der næsten altid sidder på dødt ved, og spreder sine vandrette konsoller ud. Som på de fleste andre større svampe drysser sporene ud fra undersiden, hvorfra de er nogenlunde beskyttet mod regn. Sporene spreder sig med vinden og kan slå sig ned et nydt sted, mange kilometer borte. Svampe kan i modsætning til planter nedbryde organisk materiale ligesom dyr kan, og poresvampen her ernærer sig ved at nedbryde træstammen den gror på.


Herunder nogle svampe der gror i knipper, de har både hat og stok i modsætning til de fleste poresvampe, man kalder dem hatsvampe. Hatsvampen her er en almindelig blækhat, på billedet kan man måske se hvorfor den har fået navnet, sporene bliver til en blækagtig væske som farver fingrene sorte.



To andre arter af poresvampe
 

Undersiden med porer hvorfra sporestøvet drysser ud.




Så fandt vi den første spiselige svamp, nemlig en løgbruskhat. Den er meget almindelig i bøgeskov, og nem at genkende, først og fremmest på den intense duft af løg/hvidløg, der gør at den ikke kan forveksles med andre svampe. Når du leder med næsen, går du efter en lille svamp med mørk slank stok og en lys hat. Den fungerer super godt som krydderi, så nøjes med at plukke et par stykker.




Herunder en fluesvamp, de fleste fluesvampe er giftige.


Her er fluesvampen skåret igennem så man nemmere kan se hvorfor det er en fluesvamp; det ser ud som om den er skudt op af et æg, man kalder det for skeden, lamellerne (på undersiden af hatten) er hvide og der er en hinde på helt unge eksemplarer, som på denne, mellem stok og hat. Resten af hinden, som du også finder på andre svampe f.eks. på alle champignoner, bliver senere til en løs ring der sidder på stokken.


Her nogle af de begreber man kan bruge til at begribe hvordan hatsvampen er bygget op, og selvfølgelig  til at forklare andre, hvad man har observeret.


Her en anden svamp vi fandt  som ikke en hatsvamp men en bugsvamp(bug=mave). Der mangler hat det ligner en lille bolle der gror i skovbunden. 


Den samme svamp, skåret igennem. Inden i er den sort og lugter underligt, måske af metal. Det sorte er sporene og man kan sige at sporene sidder i bugen altså inde midt svampen, deraf navnet bugsvampe. Denne bugsvamp hedder en bruskhat, den er nem at kende på det sorte indre, den er giftig og mange kender den. Når svampen ældes tørrer den ud, bliver helt blød og revner i toppen, hvorfra der stiger en sky af sporer op, når man trykker eller træder på den. I hverdagssproget er bruskhatten så blevet til en 'støvbold'.


Billedet nedenfor. Så var vi lidt mere heldige her, ud fra et antropocentrisk perspektiv, det er nemlig en anden bugsvamp(med sporer inde i maven), som er spiselig. Denne bugsvamp er en "rigtig" støvbold, den har en lille stok på, og den er som ung fast og hvid inden i. Lige denne støvbold er en krystalstøvbold, og er nem at kende på de små løse skæl på toppen af svampen, som faktisk ser lidt krystalinske ud. Støvbolden bliver grøn og tør inden i når den ældes, og sender ligesom bruskbolden skyer af sporer op når den berøres. Så vi plukkede løs af de unge støvbolde.


Få minutter efter er de skåret op sammen med løgbruskhatten og er endt på panden i en klat smør.

efter bruning af svampene, tilsættes fløde, citronsaft, salt og peber


Koges cremet og er klar, smagte fantastisk


Vi ville også undersøge farven på sporene der hele tiden drysser ud fra hatten.


Så vi anbragte hattene på sort papir( det så ud som om sporefarverne ville være lyse)



Så må vi vente og se.

Hvis du vil ud og kigge på svampe, kan du med fordel tage på en af de mange gratis ture med naturvejleder, der afvikles i hele landet i løbet af september-oktober.  Find dig en god svampebog, f. eks. Politikens Svampebog, som du kan orientere dig i. En spændende indføring i svampe, som også kan bruges ind i det pædagogiske arbejde finder du her: https://naturstyrelsen.dk/media/nst/66866/Naturkanon_svampe.pdf.


SPIS KUN SVAMPE DU MED SIKKERHED KENDER


Wednesday, September 11, 2019

Aktiviteter på biotopen - sommerfugle 6

Sommerfuglehold - vi følger forvandlingen 4



23 dage


En lille opdatering på vores kålsommerfugle hold - nu har alle larver på nær en forpuppet sig.


Man kan se nogle sorte klumper som er rester af hud fra larverne.


Den sidste larve - jeg er spændt på om de udvikler sig til sommerfugle nu eller overvintrer som pupper. 

Natur og udeliv, Pædagoguddannelsen, UCSYD, Aabenraa

Monday, September 9, 2019

Aktiviteter på biotopen - sommerfugle 5

Sommerfuglehold - vi følger forvandlingen 3


20/21 dage


Min søn har filmet og redigeret en stopmotion film af kålsommerfugle larverne. De er ret aktive (filmen er optaget over 10timer) og nu 5-6 cm lange. Der skal gøres en del rent hos dem, da det afgnavede kål / afføringen hurtigt begynder at lugte.

En af laverne af lille kålsommerfugl har forpuppet sig på siden af glasset i akvariet. Jeg har prøvet at fotografere puppen med en digital lup.


   

Jeg kan ikke tage et foto af hele puppen ved denne forstørrelse, jeg synes man kan ane de kommende vinger er ved at udvikle sig inde i puppen.

De store kålsommerfugle larver er ved at forpuppe sig. De har sat på glaslåget så jeg kan se undersiden af dem ude fra. De bliver langsomt kortere - ca. 2cm og danner nogle hvide tråde som de hæfter sig til glasset med.

Det ser således ud i luppen. Vi vil prøve om vi kan fange processen på gopro film...




Natur og udeliv, Pædagoguddannelsen, UCSYD, Aabenraa




Tuesday, September 3, 2019

Vild bålmad - fasan og edderfugl

Tilberedning og undersøgelse af fugle. 


Vi har været så heldige at få foræret 5 fasaner og enkelt edderfugl, som er nedlagt under jagt. Dyrene giver os  anledning til i hvert fald to vigtige pædagogiske overvejelser:

- Fuglene kan bruges eksemplarisk med henblik på en naturfaglig og oplevelsesbaseret læreproces omkring hvad en fugl er for et dyr. 

- For det andet giver det muligheder for konkrete erfaringer med og                  refleksioner over menneskets forhold til og praksis med dyr.


Fasanerne var kendt af alle. Mange anser dem for en del af vores natur, på trods af at de er fra indført fra Asien med henblik på jagt, og næppe ville være så talrige, hvis det ikke var for de mange jagtrelaterede udsætninger af  ca. 1 million fasaner om året.



Edderfuglen viste sig omvendt ikke at være nær så kendt, da den ikke på samme måde færdes overalt i landet men er knyttet til havet og her ofte lever ret ubemærket. Der er ca. 23.000 ynglepar af edderfugl i DK.

Hanedderfuglen er sort og hvid med grønlige aftegninger på hovedet, i hvert fald i yngledragten, som den ses i her. Hun edderfuglen har en brunlig kamouflagedragt der minder om hunfasanens. Her kigger vi på edderfuglens svingfjer.

Efter at hoved, det nederste af benene(løbene), og vingerne er skåret af, skærer vi et lille hul i skindet lige bag brystbenet og så kan skindet med fjer krænges af som en overfrakke.


Fuglen er åbnet og indvoldene kan iagttages, forinden havde vi kigget på og talt om modelhønen, for at skabe feedforward på processen.
Se en video fra  Danmarks Jægerforbundet omkring flåning og rengøring af fasan

 

Ved edderfuglen brugte vi kun brystes. Fjer og hud, føltes som en meget varm og tyk frakke. Det er tydeligvis en fugl, som er godt isoleret.


Fasan er delt i mindre stykker, vendt i æg og hakkede mandler og er klar til at blive brunet. Find opskriften her


Edderfuglebrysterne har trukket et døgn i kærnemælk, for at undgå transmag.


Edderfuglene brysterne røgede vi i røgekasse i 25 minutter


Hvorefter de smagte dejligt og ikke havde antydningen af transmag.




Natur og udeliv, Pædagoguddannelsen, UCSYD, Aabenraa


Aktiviteter på biotopen - sommerfugle 4

Sommerfugle hold - vi følger forvandlingen 2


Du kan læse om forløbets start her - nu er der gået en uge...

7 dage

Kålsommerfuglelarverne er nu mellem 2-3cm lange. De er nu ikke længe bare grønne med sort hoved, men man er begyndt at kunne ane et sort mønster.
 

De spiser temmelig meget, så jeg sætter en ny kålplante ind i terrariet. Jeg prøver at sætte den i vand og håber den visner langsommere end den første plante. Jeg dækker åbningen på vasen med plastfilm, så larverne ikke drukner i vandet.



8 dage

Det går rigtig stærkt nu - jeg har også mange flere larver end jeg først opdagede: 16stk.



Jeg fordrer med et spidskål - økologisk selvfølgelig, så der ikke er sprøjterester på.

14 dage



Larverne er nu 4-5cm lange og det er lettere at iagttage hvordan de spiser. De spiser også i så store mængder at man kunne opstille et foder eksperiment med forskellige kåltyper



Mønstret der kendetegner den store kålsommerfuglelarve er blevet lettere at iagttage: Gul-grøn med sorte pletter fordelt i bånd langs kroppen. Da det er blevet nødvendigt at rengøre terrariet og jeg derfor må tømme det, går det op for mig at jeg også har to lille kålsommerfuglelarver, som er helt grønne.




Jeg er spændt på hvor længe der går inden larverne begynder at forpuppe sig. Jeg stiller en gren i terrariet for at larverne har noget at hænge nedfra, når de forpupper sig.

 


Man får lidt fornemmelsen af hvor meget larverne vokser, når man ser på de tomme hudskellet hylstre der sidder tilbage når larver har skiftet hud. (4 sorte hylstre nedenfor)


Vi vil prøve at filme forvandlingen med et gopro kamera - i første omgang øver vi os lige mens larverne spiser kål ;-)


Natur og udeliv, Pædagoguddannelsen, UCSYD, Aabenraa