Natur - miljø og udeliv banner-foto

Natur - miljø og udeliv banner-foto

Thursday, August 13, 2015

Biotop - dyr og planter i pædagogisk arbejde


På modulet skal I arbejde med at tilegne jer viden om dyr og planter i pædagogisk arbejde, derfor skal I finde jer en biotop - et naturområde hvor I kan arbejde praktisk med afprøvning, indsamling, undersøgelser mm. Området skal være ca. 10x10m  / 10


I skal arbejde i studiegruppen med denne opgave og dokumentere arbejdet på jeres gruppe blog


Hvad er en biotop?




Et afgrænset naturområde - overvej at områder hvor to naturtyper støder op til hinanden rummer flere muligheder: Løvskov-nåleskov; vandhul-eng; strandbred-klit osv. I skal være sikre på at I har lov at færdes der - altså at området ikke er privat.

Hvordan udvælge en biotop? 

Udvælg et sted hvor I har mulighed for at komme ofte (en gang om ugen) - hellere lidt mindre 'vild' natur tættere på jeres daglige radius... Det vil også være meget fint, hvis I kan besøge jeres biotop på forskellige tider af døgnet. Forskellige overvejelser (klik på linket)



Start på biotopen
Lav en skitse over biotopen set fra oven, hvor I indtegner de væsentligste punkter - som vandhuller, åer, grøfter, større træer, skrænter mv. Marker verdenshjørnerne på jeres skitse. Se undervisnings bloggen om at tegne kortskitser. Beskriv også en oplevelse / iagttagelse I finder væsentlig eller som har fået jer til at tænke anderledes, end I plejer.

Opgave i ugerne 23 til 34 - vejledning se studieplanen
Indsaml og bestem min. 10 dyr (eller spor fra dyr - se nedenfor) og min. 10 planter fra din biotop og dokumenter dette på din blog. Hent ideer på Bentes blog til, hvordan I kan dokumentere jeres fund: Planter
Dyr

Det kan være en god ide at presse de indsamlede planter, således at I har materiale til din udstilling til prøven - se hvordan du bestemmer planterne og laver et herbarium (samling af tørrede, pressede planter).

Hvilket grej er godt at bruge til indsamling af dyr og planter / undersøgelser på jeres biotop?


Pædagogiske aktiviteter på biotopen
Afprøv 2 forskellige aktiviteter med afsæt i mulighederne på jeres biotop.


  1. Beskriv de aktiviteter, I har afprøvet på jeres biotop - anvend foto /film til at fastholde forsøg, processer, produkter mm. på jeres blog
  2. Beskriv og begrund jeres pædagogisk-didaktiske overvejelser i forbindelse med jeres aktiviteter. Formuler mål for børnenes/borgernes udbytte. Brug grundbøgerne til at underbygge jeres argumenter og anvend evt. en didaktisk model. 
Studiegrupperne udvælger en af de to biotopaktiviteter og præsenter / afprøver denne med resten af holdet - ca. 25min. pr. gruppe + 5min. feedback. Datoen for præsentationen kan ses i studieplanen.

Her er nogle ideer til arbejdet med jeres  biotop


Hvordan kan man arbejde naturfagligt med biotopen?

I forlængelse af arbejdet med at indsamle 10 dyr på jeres biotop, kunne I afprøve forskellige typer af fælder og terrarier.



Kartoffelfælder






Faldfælder / duftfælder / barkfælder
Eksperimenter med at lokke forskellige dyr til med forskellige dufte... se undervisningsbloggen 

Farvefælder / farvelokning
Hvis I har prøvet at have en gul trøje på en varm sommerdag, har I sikkert oplevet at farven tiltrækker insekter. Hvilken farve tiltrækker flest insekter? Hvilke insekter er det? Se undervisningsbloggen for inspiration.

I kan også vælge at holde nogle af de dyr, I finder på jeres biotop, i et terrarium. Det er en god ide at samle en posefuld blade(førn) og en spandfuld jord af de øverste 10-15 cm jord og tage det med indenfor for at sprede det ud på en avis - især her i starten af forløbet hvor det stadig er lidt koldt. Efterhånden som bladene og jorden bliver varmere indenfor vil det myldre frem... Inspiration fra undervisningsbloggen: Lav jeres eget edderkoppe-terrarium eller undersøg hvilke blade regnormene nedbryder hurtigst . Eller byg et regnorme terrarium (kuvette), hvor I kan følge hvordan ormene blander jordlagene (også kaldet omrøring) - se hvordan på skoven-i-skolens hjemmeside Måske finder I snegleæg...

æg plettet gråsnegl

...hvilke snegle er det mon fra? Find en bestemmelsesnøgle her - hvis I indsamler æggene og opbevarer dem fugtigt og køligt, kan I se hvilke...

I forlængelse af arbejdet med at indsamle 10 planter, kunne I prøve at finde ud af hvilke planter på jeres biotop, der er spiselige - og prøve at tilberede noget... Her er en oversigt med ideer til hvilke planter I kan finde og tilbede 

Tusindfryd / bellis - smager fint i salat









Perspektivering: Hvordan kan man arbejde naturfagligt med biotopen i vinterhalvåret?

Ofte går studerende igang med at indsamle visne blade - her er det relevant at overveje hvilket naturfagligt læringsudbytte man tænker børnene / borgerne skal have af at arbejde med blade? Vi tænker ikke kun på navne på træerne men også at opdage naturfænomener, forskelle og ligheder (former, farver, tykkelser, strukturer mm), at sammenligne, at sortere og begynde at kategorisere mv. Hent også didaktiske argumenter i  Natur og udeliv side 201 - 212 




Her er indsamlet blade fra et birketræ og udvalgt forskellige farvenuancer fra de næsten grønne til de helt brune. De er tørret i en telefonbog og man kan efterfølgende klæbe dem op så farveskiftet bliver tydeligt.

Men hvorfor skifter bladene farve om efteråret? Prøv eksperimentet fra skoven-i-skolen

I kan stadig nå at bestemme træerne ud fra bladenes udseende - anvend en bestemmelsesdug eller en håndbog som 'Træer og buske i landskabet' - I finder en bestemmelses tavle på skoven-i-skolens hjemmeside:  (se bladnøgle i højre spalte) 


Her er et udpluk af forskellige blade som man kunne bruge til at arbejde med sortering... udover farve, tykkelse, størrelse,  kunne man kigge på formen og særligt bladets kanter også kaldet bladrand:


Birketræets blade har en takket bladrand mens bøget træets blad er helrandet. De næste to er eksempler på sammensatte blade:


Hylden har finnede sammensatte blade, mens kastanjen har fingrede sammensatte blade (det tegnede blad).

Man kunne også kigge på bladene med sin lup og måske finde ædespor




Vinterhalvåret er et godt tidspunkt at kigge efter dyrespor - gemte reder i træerne bliver nu synlige og den fugtige jord er et godt sted at lede efter aftryk efter poter og klove - her et rådyr spor





Se her på undervisningsbloggen, hvordan I laver en afstøbning af sporet i gips.



Her er der samlet nogle kogler spist af forskellige dyr - (fra venstre) egern, mus og spætte. Læs mere om kogler og ædespor på skoven-i-skolen

Andre ædespor kunne være uglegylp - se undervisningsbloggen. Ideer til forløb om spor i skoven om efteråret (skoven-i-skolen)

God fornøjelse med jeres biotop!
Ib og Ida

Natur og udeliv, Pædagoguddannelsen, UCSYD, Aabenraa

No comments:

Post a Comment