Natur - miljø og udeliv banner-foto

Natur - miljø og udeliv banner-foto

Friday, January 26, 2024

Olielampe af ler, med lyse-sivs væger

Som et bud på en biotopaktivitet om vinteren har vi lavet en olielampe bestående af en hjemmebrændt lerlampe af ler fra Gram lergrav og væger af marven fra lysesiv. Før bomuldsvægen gjorde sit indtog brugte man forskellige andre materialer til fremstilling af lys og lanterner, herunder marven fra lysesiv. 


Lysesiv i miljø
Lyse-siv står i store tætte tuer i våde enge,
søbredder og overdrev. Her er det fra udearealet
på campus.

Stråene er lysegrønne og stift oprette. På
billedet ses også den lysebrune blomsterstand. 
 


Væge af marv.

Vi høster et par lange strå, og efter at have flækket et hul i bunden af lyse-sivet kan marven drives ud med en tommelfingernegl. Det er den hvide marv, der skal blive til væge i lampen.
 

Den hvide marv "rulles" sammen og lægges i blød i alm. madolie. Her har vi brugt solsikkeolie. 

 
Traditionel set har man høstet marven om sommeren og ladet den tørre i flere måneder inden brug, men vi vil gerne undersøge om det er muligt at bruge friskhøstet siv (Ejbye-Ernst & Stokholm, 2015. s. 203). Vores hypotese er, at eftersom vi ikke har tørret plantevæsken ud af den friske marv, vil den have svært ved at brænde. Da vi ikke har langtidstørret lyse-sivsmarv vil vores eksperiment efterprøve om frisk lyse-siv marv overhovedet kan brænde (se nederst i opslaget). 

Olielampe af ler fra omgivelserne

Mange steder i Østjylland og på Fyn er det muligt at grave ler op - måske findes der også ler på din biotop? 

Ved kysten kan ler ligge som  synlige lag i skrænter,
som her ved Tormaj Strand


Vi har hentet leret i Gram Lergrav - læs også om de forskellige pædagogiske muligheder i Gram Lergrav


Leret fra Lergraven er meget mørkt.

Ælt en klump ler godt igennem og form det til en kugle.


Udhul klumpen med tommelfingrene til en lille skål.

Vi har besluttet at brænde lampen på bålet, men man kunne også bruge den ude at brænde den først så leret kunne lægges tilbage på biotopen bagefter.

Vi tørrer skålen natten over dækkes med et stykke avis, for at undgå at den revner når vi brænder den. Et andet fif er at lave siderne og bunden lige tykke, så de brænder ens.


Klar til brænding i bålet. Skålen er blevet lysere
 i farven, fordi leret er tørret.

Vi brænder lampe-skålen i en gammel kagedåse af metal, som vi har fyldt med tørre spåner. Det kunne også være tørt halm, hø eller avisstrimler.


Lampe-skåles dækkes med spåner.

Kagedåse sættes ind i bålet. Man behøver ikke at vente på gløder, så brænding af ler kan være en god aktivitet imens man venter på madlavningsgløder.


Vi havde dåsen i bål ca. 30minutter.


Man kan sagtens lukke op og kigge undervejs. Når ler tingen er helt sort er den færdigbrændt. Leret bliver sort fordi brændingen i kagedåsen er uden ilt. Ilten opbruges af de spåner, hø eller andet organisk materiale der er i dåsen.


 Det er en god ide at lade tingene køle langsomt ned,
så det ikke sprækker.

Vægen har ligget i madolie et par timer inden
den kommer i lampeskålen


Når den færdigbrændte lampeskål er helt kold, fylder vi madolien i samt en gennemvædet lyse-sivs væge. Som det kan ses brænder lampen med flot skær.  






Se også på underviserbloggen hvordan du kan lave lerperler på bål.

Natur og udeliv, Pædagoguddannelsen, UCSYD, Aabenraa


No comments:

Post a Comment