Natur - miljø og udeliv banner-foto

Natur - miljø og udeliv banner-foto
Showing posts with label Mikroforsker metoden. Show all posts
Showing posts with label Mikroforsker metoden. Show all posts

Thursday, February 29, 2024

Mikroforsker metoden

Find materialet

Den oprindelige hjemmeside med materialet om mikroforsker metoden eksisterer ikke længere - du kan finde materialet HER samt proceskortene med beskrivelse af metoden

Hele Krible-krable Hjemmesiden <- med alt det tilhørende materiale.

Om metoden

Vi sætter lidt flere ord på de 7 faser her nedenfor. Hvis man arbejder med alle faserne, er det en måde at lære at arbejde ud fra den naturvidenskabelige arbejdsmetode. Man kan også vælge at arbejde med dele af metoden eller udvælge nogle af de naturvidenskabelige kompetencer (se grundbogen s. 183) - eksempelvis øve sig i at undersøge noget sammen. 

Vi har også her på underviserblogget et par forløb, hvor vi har arbejdet ud fra mikro forsker metoden - se indsamling af frø om vinteren og ekskursionsgrej lav det selv.



 1. Vi går ud i naturen 
Her afdækker du hvad din målgruppe er optaget af. Måske finde du ud af hvad de allerede ved. 
Et eksempel fra Jonas' biotop, (aktivitet 2) hvor han afprøvet naturbingo og finder ud af at børnene er meget optagede af de dyr de finder (bænkebidere og regnorm).
Denne optagethed kunne lede til at de kiggede nærmere på dyrene - måske med en forskellighedsdug (LINK til dugen), og herfra videre til de næste faser.

Her er du lydhør overfor hvad målgruppen under sig over / hvilke spørgsmål der evt. stilles... dette leder til den næste fase:

   2. "Jeg undrer mig over"
Snak i fællesskab om hvad I undrer jer over. 


Nogle spørgsmål vil være uproduktive dvs. at de ikke leder frem til noget I kan undersøge sammen - de er stadig vigtige at besvare. Disse spørgsmål er ofte omkring katalog viden: Hvor gammel kan en regnorm blive? Hvor mange forskellige bænkebidere findes der i DK?  Faktuelle ting I kan slå op i en håndbog eller finde på nettet. Andre spørgsmål er produktive (se grundbogen s. 197) fordi de kan undersøges sammen med målgruppen. Hvad spiser tusindben? Hvad sker der med et frø hvis man vender det på hovedet - vokser det ned ad? Hvad sker der med det døde pindsvin?


3. Hvad ved vi allerede? (hvorfor er det sådan)
Når I skal gang med at undersøge noget, tager det afsæt i målgruppens eksisterende viden - og ud fra denne vil de forsøge at gætte eller forudsige hvad de tror der vil ske.




 4. Læg en plan for hvordan I finder ud af ... svaret på det I undrer jer over. 

Dette vil være et konkret eksperiment, måske over tid - noget I observerer sammen. Hvordan kan vi finde ud af hvad tusindben spiser? Om frø som vender på hovedet vokser ned ad? OSV.


5. Vi udfører vores plan og observerer hvad der sker.


Måske er det en god ide at tage billeder undervejs, hvis processen er lang. Det er altid en god ide at snakke om hvad I vil lægge mærke til.


6. Hvad fandt vi ud af -


Hvad spiste tusindbenet af de forskellige ting vi lagde ned til det i terrariet? Hvordan voksede frøet vi vendte på hovedet?

 7. Fortæl til andre hvad I har fundet ud af 


Vi nogen I kan fortælle hvad I har fundet ud af... måske giver dette anledning til nye undringer!


Natur og udeliv, Pædagoguddannelsen UCSYD, Aabenraa


Tuesday, February 13, 2024

Indsamling af frø om vinteren

En af de pædagogiske aktiviteter som man kan arbejde med på sin biotop i mange tempi, er indsamling af frø i naturen - nogle processer er relativt hurtige og andre endog meget langsomme eller kræver planlægning af tid, som høstning af frø om efteråret for at kunne så om foråret. Disse betragtninger om tid er væsentlig at have for øje, hvis du vil indsamle frø med din målgruppe i pædagogiske praksis. Hvordan ville du kunne stilladsere oplevelsen hvis processen er meget langsom? Måske er frøet meget langsomt til at udvikle sig? Hvilke frø er velegnede hvis din målgruppe gerne vil følge med i løbende forandringer? Se også Clark, A. (2023). Slow pedagogies and slow knowledge (indscannet på Itslearning).


I det følgende vil vi prøve at skitsere hvordan vi kunne tage afsæt de 7 trin i Mikroforsker Metoden fra Naturvejlederforeningen i et forløb omkring indsamling af frø fra træer. Metoden bygger på den norske Nysgerrig Per metode, og fremmer at man arbejder med udgangspunkt i målgruppens egen undren og at man som pædagog stilladserer børnenes / unges / borgeres egne undersøgelser.
Med større børn eller unge kunne vi bruge proceskortene om trinnene i mikroforskermetoden  til at guide forløbet.

Frø fra træer og buske

 1. Vi går ud i naturen 

På denne biotop findes en del forskellige træer og buske som man kan indsamle frø fra om vinteren:


Bjergfyr




Hvidgran


Lærk

   2. "Jeg undrer mig over"

 Vi finder rigtig mange agern og nogle af dem er begyndt at spire. Nogle målgrupper vil vide at det er agern og at de spirer - de yngste måske ikke...
Stil produktive spørgsmål: Spørgsmål der lægger op til en undersøgelse.
I vores eksempel: Hvad kan du se? Hvordan kan vi undersøge det nærmere? Vi samler en pose med agern, kogler, kastanjer og bog.

Agern fra egetræ - 2023 var olm år hvilket betyderat egetræerne
bar mange frugter og man finde mange agern i vinter.
Du kan se at det allerede er begyndt at spire.


Hunderoser - bærerne sidder på busken hele vinter,
hvis de ikke bliver spist af fugle.

3. Hvad ved vi allerede?

Måske har målgruppen erfaring med at så og få frø til af spire, hvis ikke må pædagogen guide processen noget mere.

Frø fra urter

Det er sværere at indsamle frø fra vilde urter når det først er blevet vinter. Mange urter har allerede smidt frøene og andre er svævet væk ligesom fnok fra mælkebøtterne.  Vi prøver om der er nogle frø tilbage i de frostande vi kan se:


Grå bynke


Alm. røllike - vi lægger planterne til tørre på hvidt
køkkenrulle, så vi kan se om der drysser frø ud.



4. Læg en plan for hvordan vi finder ud af om frøene kan spire


Vi håber af få nogle nye hjemmehørende træer vi kan plante ud på campusområdet om nogle år - først skal vi lige have spireprocessen til at lykkes. 

På denne årstid er mange agern fra eg allerede begyndt at spire.


Vi har indsamlet tre slags kogler - fra lærk, gran og fyr.

Koglerne lægger vi til tørre før vi kan bruge dem - vi skal have de tykke dækskæl til at åbne sig så de små koglefrø der sidder inde bag, kan falde ud. Vi håber der er mange frø i hver kogle. Frøene har en lille vinge - hvis koglen bliver siddende på træet, vil koglen modne og åbnes sig og de små koglefrø svæve væk med vinden.


Bog fra bøgetræer - det er svært at finde hele bog,
der ikke er rådnede eller blevet spist.

På campus finder vi kastanjer der også er begyndt at spire, da vi er ude og afprøve barkvinduet med en flok pædagoger - se mere om barkvinduet HER


Dem vil vi også prøve at få til at at spire og vokse...




Bog og agern plantet i potter - hvor længe mon der
går inden vi kan se en udvikling?

5. Vi udfører vores plan og observerer hvad der sker.

Vi tager fotos af processen og hvis det lykkes, vil vi måle træerne højde med jævne mellemrum.


Efter 3dage er det tydeligt at kastanjen spirer - den
skal vist snart pottes om i en større potte. Spiren
på agerner (eg) er ikke vokset og bog (bøg) er spiret endnu.


Efter en uge ser kastanjen sådan ud - spireprocessen
er meget synlig og dermed velegnet i den pædagogiske
praksis.



Koglerne har åbnet sig og koglefrøene er drysset ud -
der var kun frø i grankoglen. Vi prøver at så dem.



6. Hvad fandt vi ud af - kan vi indsamle frø fra planter i naturen om vinteren og få dem til at spire....?



Efter en uge er der ikke kommet frø ud af frøstandene, så enten er de rådnede eller også har planterne allerede smidt frøene. Så vi har fundet ud af at det er bedre at indsamle frø fra vilde urter om efteråret.


Her er et eksempel på frø fra kællingetand, vi har ind-
samlet i efteråret inden frøstandene åbnede sig.



Vi kan allerede se nu at det er let at få kastanjen til at vokse - vi venter på bog (bøg) og agern (eg) - så her er vi stadig i fase 5 og observerer vores spireeksperiment.

 7. Fortæl til andre hvad I har fundet ud af 

Vi  håber på at kunne plante de små træer ud - i første omgang lave en lille planteskole i et af vores højbede hen på foråret. Her kan vi lave en lamineret planche, der beskriver processen fra frø til træ.
Hvis vi havde en målgruppe med i forløbet ville vi rammesætte at de fik mulighed for at fortælle til en anden gruppe børn / unge / borgere (eller forældre/pårørende) hvad de havde undret sig over, hvordan de undersøgte det samt hvad de havde fundet ud af.

God frøjagt på din biotop!


Natur og udeliv, Pædagoguddannelsen UCSYD, Aabenraa


Sunday, January 23, 2022

Ekskursions grej - lav det selv

At involvere børn, unge og borgere i at fremstille indsamlings grej der kan bruges til at indfange dyr, kan være et relevant udgangspunkt for en dialog om den kommende ekskursion og en mulig måde at skabe ejerskab til forløbet. Et andet perspektiv kunne være at øge ressource bevidstheden, da materialerne til grejet nedenfor for største delen er genbrugsmaterialer.

Indsamlingsgrej vand

Det er enkelt at lave udstyr til indsamling af de hvirvelløse dyr i ferskvand

Man kommer langt med en kæp, en køkken si og en rulle gaffertape :-)

Lav din egen vandkikkert - 'Hovedet i havet' viser her hvordan




Indsamlingsgrej land


En enkelt måde at indsamle især hvirvelløse dyr på land er at lave fælder - se her på undervisnings bloggen

Lav en vadeslæde af en overskåret plastik dunk.


Vadeslæden er meget velegnet til de yngste børn som kan have svært ved at bevæge sig ujævnt terræn med bakker, kurve eller spande, men har lettere ved at trække slæden. Den afskårne side kan evt. bruges til at lave flere rum i slæden.

Bankeskærm

Hvis man gerne vil undersøge hvilke hvirvelløse dyr der lever på de nederste grene på større træer. kan man medbringe et hvidt stykke stof/plastikdug og lægge rundt om stammen og ryste grenene. Dette fungerer bedst når der er blade på træerne (det giver flest dyr). 
Vi har lavet en bankeskærm af en gammelt hovedpudebetræk, to pinde samt lidt snor


En gammel pudebetræk købt for en femmer på genbrug


En krydsbesnøring - jeg har lavet den lidt løs så pindene kan krænges ind i betrækket




Berlese / lysfælde - på jagt efter hvirvelløse dyr i skovbunden

I det følgende vil vi prøve at skitsere hvordan vi kunne tage afsæt de 7 trin i  Mikroforsker Metoden  fra Naturvejlederforeningen i et forløb med en gruppe børnehavebørn. Metoden bygger på den norske Nysgerrig Per metode, og fremmer at man arbejder med udgangspunkt i børnenes egen undren og at man som pædagog stilladserer børnenes egne undersøgelser. Dette hænger meget fint sammen med læreplanstemaet 'natur, udeliv og science' hvor vi skal understøtte "...at barnet udvikler nysgerrighed og lyst til at udforske naturen..." § 11 i bekendtgørelse om pædagogiske mål og indhold i seks læreplanstemaer (se EMU her) Vores mål for dette forløb vil således være at børnene prøver at formulere undre spørgsmål og at de med støtte fra pædagogerne (guidende spørgsmål, sørger for materialer)  designer deres egen undersøgelse.




 1. Vi går ud i naturen på undringsjagt - pædagogens rolle er at lægge mærke til hvad børnene er optagede af (tage fotos og notere) - her en vinterdag i skoven.


2. "Jeg undrer mig over" - hvad var børnenes optagede af? Stil produktive spørgsmål til børnene: Spørgsmål der lægger op til en undersøgelse.
I vores eksempel: Hvor er de små dyr om vinteren? Hvordan kan vi finde de små dyr i alle bladene / jorden under bladene? STILLE SPØRGSMÅL
 
3. Hvad ved vi allerede? Om sommeren finder vi dyr i bladene / i jorden i skoven. Mange af dyrene lever hvor det er mørkt og fugtigt

 4. Læg en plan for hvordan vi finder ud af om der er små dyr i bladene. Vi designer og bygger en fælde hvor vi lægger blade og jord fra skoven. KONSTRUERE


Vi skal bruge to spande en stor og en der er en smule mindre. Vi borer en masse huller i bunden af den store spand. Vi snakker løbende om hvor store hullerne skal være? Hvor mange huller vi skal bore?  Og ikke mindst hvilke dyr vi tror der er i bladene / jorden og som falder igennem hullerne? FORUDSIGE


Vi lægger fugtigt køkkenrulle i bunden af den lille spand, som dyrene kan gemme sig under


Vi taper de to spande sammen (den store med hullerne øverst) og fylder den med jord og de blade vi har indsamlet i skoven i spanden. Nu sætter vi lys hen over spanden. Vi tænker (vores hypotese er) at de små hvirvelløse dyr vil søge væk fra lyset og ned i den mørke og fugtige spand, hvor vi nemt kan se dem.

 5. Vi udfører vores plan og observerer hvad der sker. Vi tager fotos af processen og de dyr vi fanger i den nederste spand. Vi undersøger dyrene.



6. Hvad fandt vi ud af - er der små dyr i bladene / jorden om vinteren. I vores eksperiment er blade og jord indsamlet i frostvejr, så vi regner ikke med at finde mange dyr. Vi prøver igen hvor vejret er lidt mildere.

 7. Fortæl til andre hvad I har fundet ud af - vi vil lave en lille udstilling med fælden, processen med bygningen af den samt foto / tegninger af de dyr vi fandt. Hvis var i en institution ville vi lade vores gruppe børn fortælle til en anden gruppe børn hvad de undrede sig over, hvordan de undersøgte det samt hvad de fandt ud af.




Natur og udeliv, Pædagoguddannelsen UCSYD, Aabenraa