Natur - miljø og udeliv banner-foto

Natur - miljø og udeliv banner-foto
Showing posts with label Spiselige planter. Show all posts
Showing posts with label Spiselige planter. Show all posts

Tuesday, June 10, 2025

Indsamling og tilberedning af spiselige planter

 Indsamling og tilberedning af strandarve - planter i pædagogisk praksis


På en tur på stranden ved Stenderup Skovene ud til Lillebælt finder vi strandarve. Planten er almindelig og let at kende på de tykke trekantede blade, Vi samler 'hvad der kan være i en hat'.



Vi smager på den friske plante - den er lidt 'agurke-agtig' i smagen.

Strandarve tzatziki

Ingredienser

200 g strandarve (alternativt: Skvalderkål, strandbede eller sankt hans-urt)
5 dl græsk yoghurt
En lille håndfuld ramsløg (løgkarse eller hvidløg)
Salt
Peber

Fremgangsmåde

1. Rens strandarve grundigt i en skål med vand. Rusk let i skålen, så sandet drysser af vandet.
    Skift evt. vand flere gange og bliv ved til der ikke længere er sand på bunden af skålen.

2. Tag strandarve op af vandet og læg det på et viskestykke for at lade dem dryppe af.
3. Hak strandarve groft.
4. Hak ramsløg fint.
5. Rør strandarve og ramsløg sammen med græsk yoghurt og smag til med salt og peber.



Ingredienserne



Den færdige tzatziki

Syltet strandarve

Vi prøver også at sylte noget strandarven - se opskriften fra Mit Vadehav HER - opskriften er meget enkel og også til at lave på stedet med en trangia til at koge lagen i.


Æbleeddike, sukker, hele peberkorn, salt og strandarve


Den skyllede strandarve fyldes i patentglas



Syltet strandarve


Ærte-deller med syltet strandarve og strandarve tzatziki

Natur- og udelivsdidaktiske refleksioner

Den syltede strandarve kan spise med det samme, men konserveringen giver også mulighed for at spise den til et senere måltid og her genbesøge erfaringerne med plukningen af strandarven, huske at vi smagen af den friske på stranden og andre oplevelser fra vores tur. Du finder 'trædesten' om genbesøg på ItsLearning. Måske skal vi afsted igen for at samle mere strandarve og lave  STRANDARVE SMØR eller STRANDARVE CHIPS 


Trædestenen om genbesøg er inspireret af Alison Clarks Langsommeligheds pædagogik - dive deep (at dykke dybere).
Hvis vi betragter forløbet ud fra et bæredygtighedsperspektiv kan indsamling af spiselig planter på stranden måske bidrage til forståelse af at planter vokser mange forskellige steder, at planter på stranden ofte ser anderledes ud (tykke sukkulente blade for at kunne vokse i et saltholdigt miljø og klare ind imellem at blive dækket af slatvand). Med et længere perspektiv bidrage til udvikling af en forståelse for biodiversitet og betydningen af forskellige naturtyper.

Litteratur

Clark, A., (2022) Slow knowledge and the unhurried child - Time for Slow Pedagogies in Early Childhood Education. Routledge.
Appen: Vild mad

God fornøjelse!
Christoffer & Ida


Natur og udeliv, Pædagoguddannelsen UCSYD, Aabenraa


Thursday, May 22, 2025

Dyr på mit natursted

Plante 'fælder' - hvilke dyr lever på planterne på mit natursted?


Inspireret af 'Ukrudt – mad, levested og jagtmark for smådyr' vil vi prøve at undersøge, hvilke dyr der lever på planterne på vores natursted. Hent materialet HER Vi ved, vi har masser af mælkebøtter og vi har også erfaringer med at have noget gult tøj på en sommerdag.


Kilde: Ukrudt – mad, levested og jagtmark for smådyr side 43

Det første dyr vi får øje på er en humlebi på en mælkebøtte - humlebien flyver hurtigt væk. Mon vi kan finde ud af hvor humlebi boet er? Sikkert i et hul i jorden. Vi har fundet en død humlebi og fotografer den med forstørrelses app'en i telefonen, så det pelsede udseende bliver tydeligere - de mange hår på benene er også fascinerende.

  

Havde vi en målgruppe med, kunne vi forestille os en mulighed for at blive afledt - at være åben for udforskning, som Alison Clark ville beskrive det (Munck, C 2025) : Måske er det de små deltaljer på dyrene der fascinerer (i stedet for at kigge efter dyr på planterne på 'mit natursted').  

 

I stedet for at tegne hele dyret kigger vi på benene og prøver at tegne et enkelt - sikke mange led det består af.

I brombær krattet på 'Mit natursted' får vi øje på et par sommerfugle - en admiral og en okkergul randøje.  


Admiralen yngler primært på brændenælde - der står nogle lige i nærheden, hvor vi må kigge efter æg eller larver. Vi har tidligere prøvet at indsamle sommerfuglelarver fra kålsommerfugl - se forløbet på underviserbloggen HER og HER. - det kunne være spændende at prøve med admiralsommerfuglelarver også.


Randøjen yngler på forskellige græsarter, så måske vi vil skulle kigge efter æg og laver dér. Det er spændende at komme tæt på den fuldstændige forvandling fra æg-larve-puppe til sommerfugl.


Nærbillede af en kålsommerfugl, hvis forvandling vi tidligere har fulgt.

Tæt på insekter


Måske skal der arbejdes videre med at kigge nærmere på insekterne opbygning (morfologi) - kigge i luppe, fotografere, tegne eller bygge?

 

Vi har et stempelsæt med enkeltdele fra insekter - følehorn, kroppe, ben og vinger - så det er muligt at kigge nøje efter på de insekter vi har fundet - eller at opfinde sit helt eget. Hvor mon det så lever og hvad mon det spiser?

Sankning af mælkebøtter til sirup

Ligesom insekterne bliver vi tiltrukket af mælkebøtternes gule farve og søde duft. Vi samler en kurvfuld mælkebøttehoveder på vejen tilbage. Vi kan starte med at kigge på mælkebøtten: Hvordan ser dens bladenes form, farve og størrelse ud? Har planten blomster og hvordan se de ud - mange/få, flere farver/ens farvet, i skærme (paraplyformet) / klaser / kurve? Har planten en lugt? Hvordan mærkes den?


 

Mælkebøtten består af en masse gule blomster samlet på en fælles blomsterbund - som kaldes en kurv - derfor hører mælkebøtten til kurvblomstfamilien. Vi skiller de gule kronblomster fra det grønne bæreragtige svøb. De grønne dele indeholder mere klorofyl (i grønkornene) og de fleste synes at det smager bitteret.


Du finder en opskrift på mælkebøttesirup HER


Tror vi skal spise siruppen til pandekager ;-)

 

Og så må vi tilbage til 'mit natursted' og lede efter flere dyr på planterne - tror, vi skal kigge på løgkarse, måske er vi heldige at få øje på aurorasommerfugle eller nogle af dens larver - og så kan vi jo også lige lave lidt pesto af løgkarsen ;-)


God fornøjelse på dit natursted!
Christoffer & Ida

Litteratur: 

Ukrudt Mad, levested og jagtmark for smådyr. Naturvejlederforeningen 2024
Munck, Chrisstina & Marschall, Anna (2025), Langsom pædagogik - om tids betydning for børns hverdag i daginstitutionen. DAFOLO

         Natur og udeliv, Pædagoguddannelsen, UCSYD, Aabenraa



Tuesday, May 13, 2025

Mælkebøtte-mikrogrønt

Bag vores hus ligger en brakmark, der over sidste par uger er blevet farvet mere og mere gul af mælkebøtter. Nu skifter farven igen fra gul til en sart sølvgrå. 

I dette indlæg vil jeg (Christoffer) igennem et vokseninitieret forløb vise hvordan vidensformer og naturvidenskabelige kompetencer (Ejbye-Ernst & Stokholm, 2015) kan understøttes gennem indsamling af mælkebøttefrø til mikrogrønt. Gennem hele processen er jeg opmærksom på langsommelighedens 3 forbundne temaer: At være sammen med, at blive afsporet  og at dykke dybere (Clark, A., 2023), som en almendidaktisk tilgang.

"Hjælp!" inviterer til didalogisk og
kollaborativ viden. 

Vidensformer

Den kropslige vidensform træder meget tydeligt frem herude under indsamlingsfasen. E. et næsten 2 årigt barn, er det de kropslige erfaringer med naturfænomenet vind, der er i centrum. At man med trutmund kan få de små frø til at suse afsted er i sandhed sensationelt. Erfaringer med hvor meget tryk der skal på pustet, for at få nok vind i fnokken til at mælkebøttefrøet slipper og letter. At eksperimentere med om der også sker noget med de gule mælkebøtter, når man puster til dem. Og så ellers bare gentage, gentage og gentage. Selvom sproget er i den sparsomme ende bringes ordene "Hjælp" "Mere" og "Min tur" ofte i spil. Hermed inviteres den voksne til at udvide barnets viden og erfaring gennem dialog, anvisninger og italesættelse af handlinger. 




Analog viden: "Hvis vi fylder spanden
kan vi bruge det som konfetti til nytår"   



Gæt og forudsigelser  

Inde ved køkkenbordet skal vi i gang med at så de indsamlede mælkebøttefrø. Her er de to ældste på banen (J på 5 år og A på 8 år). I denne del er det især vidensformerne phronesis og analog viden der bringes i spil, når vi skal komme med gæt og forudsigelser om, hvad der skal til for at få vores frø til at spire. 
Med de flyvske mælkebøtte i en gennemsigtig plastikbøtte spørger jer A og J om, hvad der mon skal til for at få vores frø til at spire (de er begge klar over at de fleste planter sætter frø og at disse frø kommer fra mælkebøtter). J er overbevist om at frøene skal ned i jorden og have vand for at de kan blive til nye mælkebøtter, mens A mener det er ligegyldigt om de er nede i jorden eller ovenpå, bare der er jord og vand. Jeg siger, at så vil jeg prøve at så dem på en tallerken kun med vand. Det mener J er dumt, for så skyller regnen dem væk. Nuvel, jeg prøver alligevel og tager chancen, og satser på det ikke regner inde i vindueskarmen hvor vi stiller spirerne. 


For at fastholde ungerens gæt og vores dialog, bliver jeg nødt til at skrive det ned. Især hvorfor de tror der sker det de tror der sker er vigtigt, da det understøtter den begyndende hypotesedannelse, og gør det muligt at konstruere forsøg, der kan efterprøve deres gæt. Vi laver skilte, der både med tekst og billede viser vores tre forskellige gæt.   

Så er det bare at vente og vande



Efter 5 dage med regelmæssig vanding begynder de første spirer at komme frem blandt frøene på og i jord. Mit eget forsøg med kun at tilføre vand går ikke så godt, men det skyldes sikkert at jeg ikke får fugtiggjort frøene regelmæssigt.

Gennem en lup kan vi tydeligt se spiren komme frem af frøet.

Et lille forløb med mælkebøtte-mikrogrønt (Ida)

  
Mælkebøtte-mikrogrønt.
Her er mælkebøttefrøene lagt i en skål uden jord eller vat. De er blevet vandet jævnligt siden det første billede blev taget 4.maj

 
Høstet mælkebøtte-mikrogrønt - jeg (Ida) spiser det på shakshuka, som et grønt drys - synes det smager okay, måske en smule bittert ;-)

Meget Mere Mælkebøtte

Mælkebøtter er generelt en fantastisk plante med enormt mange aktivitetsmuligheder forbundet til. Se bl.a. hvordan du laver mælkebøttekaffe her



Det er også nemt og spændende at "drive" mælkebøtter frem til en salat. Find opskriften her  


Der er også mulighed for at lave mælkebøtte sirup, mælkebøttemarmelade eller stege mælkebøtteblomster dyppet i vaffeldej.




Litteratur:
Ejbye-Ernst, Niels et al. ( 2015) Natur og udeliv. Uderummet i pædagogisk praksis Kapitel 3.2 'Vidensformer' (side 59-62). Hans Reitzels Forlag

Ejbye-Ernst, Niels et al. ( 2015) Natur og udeliv. Uderummet i pædagogisk praksis Kapitel 6 'Et didaktisk blik på kompetenceområder natur og udeliv' (Side 182-213). Hans Reitzels Forlag

Natur og udeliv, Pædagoguddannelsen UCSYD, Aabenraa

Tuesday, January 30, 2024

Primitiv lejrslagning, optænding og udegrej

Det simple friluftsliv  

Eftersom at friluftslivet generelt set synes at vægte rige oplevelser med enkle midler i nær kontakt med naturen (Tordsen, 2006, s.15), ville vi gerne afprøve nogle lejrslagningsteknikker der fulgte den tanke yderligere. Den primitive lejrslagning giver anledning til refleksioner over det udstyrsfokus, der ofte knytter sig til friluftslivet, ligesom det også giver anledning til at sætte tempoet ned. Det betyder ikke at det nødvendigvis går langsomt, for der er mange opgaver og ting, der skal gøres for at sikre varme, læ og mad. Den primitive lejr tilbyder noget andet end moderne udstyr og faciliteter, hvor vi hurtigt kan tjekke ind og ud igen. Det fordrer en stedsbundenhed og en processuel langsommelighed hvor vi må gøre os bekendt med vore omgivelser og den natur, der omgiver os (Payne & Wattchow, 2008). Det primitive lejrliv kræver således viden om planter, naturtyper og et kendskab til teknikker og færdigheder (Tordsen, 2006).

Vi vil derfor afprøve hjemmelavede optændingsblokke samt lave bålkroge og trefod som vi skal bruge til tebrygning af hunderose.


Godt fif til at lave spåner

Inden vi afprøver vores optændingsblokke til vores hunderosete skal der laves spåner. I videoen viser vi et fif til at lave spåner for personer uden snitteerfaring.



Optænding med hjemmelavede tændblokke


Vi har tidligere lavet optændingsblokke med stearin, fnuller fra tørretumbler og savsmuld - se underviserbloggen HER



Vi afprøver at tænde de hjemmelavede tændblokke
- som man kan høre på videoen er vi udfordrede af blæsevejret.




Her prøver vi at tænde en med savsmuld - vi kunne ikke
iagttage at der var forskel på de to typer tændblokke.



Næste gang vil vi prøve at bruge frø fra dunhammere
til at lave optændingsblokke.


Bålkrog og trefod

Her viser vi hvordan du kan lave en bålkrog og trefod så du kan få en gryde eller kedel op og hænge over dit bål. 


Bålkrog:

Til bålkrogen skal du bruge to "Y" grene, reb/snor og en dolk. 
 
        2 Y-grene af hassel. Sættes sammen "modsat" så de former et "Z".
Det kan være nødvendigt at snitte grene til, så de sidder
tæt sammen, det gør det nemmere at lave taklingen. 

 
            Start med at forme et "øje" som placeres i revnen mellem
           de to Y-grene. Øjet skal være lidt længere end bålkrogen
og i enden af snoren således at der er en kort ende (tampen)
og en lang ende (rebet).

Før nu det længste stykke snor (rebet) bag om bålkrogen
 og tilbage ind over taklingen. Fortsæt således hele vejen om
af bålkrogen.
  


Når rebet er viklet hele vejen op til toppen af bålkrogen føres
det gennem det "øjet" i toppen, og taklingen sluttes af, ved at
 hive i den korte snor (tampen) i bunden. 

Trefoden:

Til trefoden skal du bruge tre pinde af nogenlunde samme længde, reb/snor og en dolk (til at skære rebet med).


Der laves først et dobbelt halvstik omkring den yderste pind, hvorefter der flettes over og under pindende 3 gange. Der sluttes af med et dobbelt halvstik ved den sidste pind. Det er vigtigt at man forsøger at stramme snoren relativt meget, for at stativet ikke bliver for ustabilt. 

Trefod med bålkrog og kedel er nu klar til kogning af tevand
Hunderose-te 

Indsamling af spiselige planter, kræver viden om plantearter og tilberedning af dem (konceptuel). Vi kan anbefale App'en VILD MAD hvor man får indblik i hvilke planter man kan indsamle i hvilke naturtyper; kort oversigt med hvilke planter man kan samle hvor man befinder sig samt opskrifter.

Vi har tænkt at indsamle hunderoser  - de ligner hyben men er mere aflange... Men ovenpå en periode med med sne, er der langt mellem frugterne - drosler som solsorte spiser gerne frugterne. Der lå flere halvt spiste på jorden under buskene.

Frugterne fra hunderoser tåler frost
 - læg mærke til tornene på grenene.


Hyben (rosa rugusa) rådner i frostvejr


Frugterne halveres og tørres - evt. i varmen fra bålet.




Frugterne kommes i det kogende vand. Du kan også koge frugterne med over bålet, men pas på de ikke koges helt ud og de ender som grød i teen.


En varm kop te er god på kolde vinterdage.


Naturdannelse


I arbejdet med de primitive lejrslagningsteknikker og brygningen af huderose-te opleves naturen som et sted løsrevet fra hverdagens strukturer og pres, hvor mere basale behov tilfredsstilles gennem løsningen af mindre komplekse opgaver. Det er samtidig en proces hvor vores bevidsthed om tilknytning til steder (det følelsesmæssige element) og den materielle afhængighed (det materielle element) står tydeligt frem (Hartmeyer & Præstholm, 2021).


Litteratur:

Hartmeyer, R. & Præstholm, S. (2021). Børns naturdannelse - Naturen i barnet – barnet i naturen. Center for Børn og Natur ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet, Frederiksberg (LINK til tekst)

Payne, P. G. & Wattchow, B. (2008): Slow pedagogy and placing education in post-traditional outdoor education. Australian Journal of Outdoor Education, 12(1), 25-38, 2008

Tordsson, B. (2006):Perspektiv på friluftsliv. CVU Sønderjylland ( Indscannet på ItsLearning)


Natur og udeliv, Pædagoguddannelsen, UCSYD, Aabenraa