Natur - miljø og udeliv banner-foto

Natur - miljø og udeliv banner-foto

Tuesday, January 30, 2024

Primitiv lejrslagning, optænding og udegrej

Det simple friluftsliv  

Eftersom at friluftslivet generelt set synes at vægte rige oplevelser med enkle midler i nær kontakt med naturen (Tordsen, 2006, s.15), ville vi gerne afprøve nogle lejrslagningsteknikker der fulgte den tanke yderligere. Den primitive lejrslagning giver anledning til refleksioner over det udstyrsfokus, der ofte knytter sig til friluftslivet, ligesom det også giver anledning til at sætte tempoet ned. Det betyder ikke at det nødvendigvis går langsomt, for der er mange opgaver og ting, der skal gøres for at sikre varme, læ og mad. Den primitive lejr tilbyder noget andet end moderne udstyr og faciliteter, hvor vi hurtigt kan tjekke ind og ud igen. Det fordrer en stedsbundenhed og en processuel langsommelighed hvor vi må gøre os bekendt med vore omgivelser og den natur, der omgiver os (Payne & Wattchow, 2008). Det primitive lejrliv kræver således viden om planter, naturtyper og et kendskab til teknikker og færdigheder (Tordsen, 2006).

Vi vil derfor afprøve hjemmelavede optændingsblokke samt lave bålkroge og trefod som vi skal bruge til tebrygning af hunderose.


Godt fif til at lave spåner

Inden vi afprøver vores optændingsblokke til vores hunderosete skal der laves spåner. I videoen viser vi et fif til at lave spåner for personer uden snitteerfaring.



Optænding med hjemmelavede tændblokke


Vi har tidligere lavet optændingsblokke med stearin, fnuller fra tørretumbler og savsmuld - se underviserbloggen HER



Vi afprøver at tænde de hjemmelavede tændblokke
- som man kan høre på videoen er vi udfordrede af blæsevejret.




Her prøver vi at tænde en med savsmuld - vi kunne ikke
iagttage at der var forskel på de to typer tændblokke.



Næste gang vil vi prøve at bruge frø fra dunhammere
til at lave optændingsblokke.


Bålkrog og trefod

Her viser vi hvordan du kan lave en bålkrog og trefod så du kan få en gryde eller kedel op og hænge over dit bål. 


Bålkrog:

Til bålkrogen skal du bruge to "Y" grene, reb/snor og en dolk. 
 
        2 Y-grene af hassel. Sættes sammen "modsat" så de former et "Z".
Det kan være nødvendigt at snitte grene til, så de sidder
tæt sammen, det gør det nemmere at lave taklingen. 

 
            Start med at forme et "øje" som placeres i revnen mellem
           de to Y-grene. Øjet skal være lidt længere end bålkrogen
og i enden af snoren således at der er en kort ende (tampen)
og en lang ende (rebet).

Før nu det længste stykke snor (rebet) bag om bålkrogen
 og tilbage ind over taklingen. Fortsæt således hele vejen om
af bålkrogen.
  


Når rebet er viklet hele vejen op til toppen af bålkrogen føres
det gennem det "øjet" i toppen, og taklingen sluttes af, ved at
 hive i den korte snor (tampen) i bunden. 

Trefoden:

Til trefoden skal du bruge tre pinde af nogenlunde samme længde, reb/snor og en dolk (til at skære rebet med).


Der laves først et dobbelt halvstik omkring den yderste pind, hvorefter der flettes over og under pindende 3 gange. Der sluttes af med et dobbelt halvstik ved den sidste pind. Det er vigtigt at man forsøger at stramme snoren relativt meget, for at stativet ikke bliver for ustabilt. 

Trefod med bålkrog og kedel er nu klar til kogning af tevand
Hunderose-te 

Indsamling af spiselige planter, kræver viden om plantearter og tilberedning af dem (konceptuel). Vi kan anbefale App'en VILD MAD hvor man får indblik i hvilke planter man kan indsamle i hvilke naturtyper; kort oversigt med hvilke planter man kan samle hvor man befinder sig samt opskrifter.

Vi har tænkt at indsamle hunderoser  - de ligner hyben men er mere aflange... Men ovenpå en periode med med sne, er der langt mellem frugterne - drosler som solsorte spiser gerne frugterne. Der lå flere halvt spiste på jorden under buskene.

Frugterne fra hunderoser tåler frost
 - læg mærke til tornene på grenene.


Hyben (rosa rugusa) rådner i frostvejr


Frugterne halveres og tørres - evt. i varmen fra bålet.




Frugterne kommes i det kogende vand. Du kan også koge frugterne med over bålet, men pas på de ikke koges helt ud og de ender som grød i teen.


En varm kop te er god på kolde vinterdage.


Naturdannelse


I arbejdet med de primitive lejrslagningsteknikker og brygningen af huderose-te opleves naturen som et sted løsrevet fra hverdagens strukturer og pres, hvor mere basale behov tilfredsstilles gennem løsningen af mindre komplekse opgaver. Det er samtidig en proces hvor vores bevidsthed om tilknytning til steder (det følelsesmæssige element) og den materielle afhængighed (det materielle element) står tydeligt frem (Hartmeyer & Præstholm, 2021).


Litteratur:

Hartmeyer, R. & Præstholm, S. (2021). Børns naturdannelse - Naturen i barnet – barnet i naturen. Center for Børn og Natur ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet, Frederiksberg (LINK til tekst)

Payne, P. G. & Wattchow, B. (2008): Slow pedagogy and placing education in post-traditional outdoor education. Australian Journal of Outdoor Education, 12(1), 25-38, 2008

Tordsson, B. (2006):Perspektiv på friluftsliv. CVU Sønderjylland ( Indscannet på ItsLearning)


Natur og udeliv, Pædagoguddannelsen, UCSYD, Aabenraa




No comments:

Post a Comment