Natur - miljø og udeliv banner-foto

Natur - miljø og udeliv banner-foto

Saturday, January 9, 2021

Biotopen - 10 planter

 Her vil vi arbejde med 10 planter fra vores biotop . 

Træer og buske

Lige nu har de fleste løvtræer kastet deres blade, men det er stadig muligt at bestemme hvilke træer der befinder sig på biotopen. Du kan finde hjælp til bestemmelsen på denne hjemmeside, hvor der bl.a. er et kopiark med træernes knopper som kan udskrives og evt. lamineres, så du kan bruge den aktivt i biotopen :https://www.skoven-i-skolen.dk/content/tr%C3%A6ernes-knopper-0

Når du skal tage fotos af planterne til bloggen er det en god ide at lægge dem med en neutral baggrund, således at bladform mm. er tydelig.

Vi fandt disse grene med knopper i vores biotop. Grenene her er fra bøg, som du kan kende på de aflange brunlige spidse knopper og på resterne af blade der sidder tilbage på nogle af grenene.

 

Herunder et eksempel på et skud fra birk, med de brunlige rakler(hanblomster) der er klar til at springe ud når foråret er sat ind, og de små grønlige knopper der sidder forskudt skiftevis på den ene og den anden side af skuddet.


Herunder skud fra et træ med helt sorte skud, der sidder parvis overfor hinanden, det er skud fra ask.


Her en gren fra mirabelle, der kan kendes på at de nyeste skud er helt grønne, modsat de ældre dele der er brune. Knopperne sidder også forskudt.


 Her er et blad fra brombær. Det kan minde lidt om hindbærblade, men har mange torne og undersiden er sølvfarvet. Bladet er delt i 5 småblade.

Skuddene og knopperne sidder her også modsat i par, som på ask. Men her er knopperne grønne, så er det fra et ahorntræ.

Vi fandt også egeblade der er ret ikoniske med de helt særlige blade, der ofte ligger i årevis i skovbunden inden de er omsat, her fotograferet med træets meget furede og grove barkmønster.


Urter

Når det kommer til bestemmelse af urter kan det være en stor hjælp med en flora eller en god app til fotogenkendelse. Vi kan anbefale appen PlantNet, der giver nogle meget kvalificerede bud, dog på engelsk og latin. Man kan herefter med fordel google det latinske(giver det mest præcise svar) og dermed få adgang til det danske navn og yderligere oplysninger om planten.

Her Mælkebøtte med dybt savtakkede blade i roset. 


Her en bregne der hedder Almindelig Mangeløv. Småbladene der ligner det store blad meget sidder forskudt for hinanden. 

 
I græsset under egetræerne gror der mængder af den lille plante, der er spiselig og smager hen ad friske ærter. Den hedder Almindelig Fuglegræs. Et sjovt kendetegn ved den er at hårene på stilken sidder i et bånd og danner en "hanekam" op ad stilken. Kan ses med det blotte øje, men det bliver bedre med en lup.


Læs mere om planter i relation til pædagogisk praksis i Ejbye-Ernst, N. & Stokholm, D. (2015). Natur og udeliv: kapitel 5.1. Planter i pædagogisk praksis

Natur og udeliv, Pædagoguddannelsen UCSYD, Aabenraa


No comments:

Post a Comment